Historien

Dansk Sociologiforening blev oprettet i 1965, og erstattede hermed Dansk Sociologisk Selskab, som havde eksisteret siden 1958. Tanken med Dansk Sociologiforening var at skabe en bred organisation for sociologer og andre sociologisk interesserede, hvor sociologien kan brydes og udvikles i alle dens afskygninger.

Fra starten af 1970’erne, hvor sociologer bevægede sig ud i nye ansættelsesområder, fra universitetet ud i sektorforskningen og den offentlige administration, opstod tillige behovet for en professionsforening til at samle forskellige grene og fløje af sociologien. Styrkelsen af og bevidstheden om en specifik sociologisk faglighed blev således et centralt tema fra foreningens tidlige år, og dette tema er gået igen i Dansk Sociologiforenings mange forskellige aktiviteter gennem de sidste 35 år.

Foreningen har dannet rammen om metodiske og videnskabsteoretiske diskussioner; diskussioner af sociologiens rolle i samfundet, af forsknings og anvendelsesorienterede temaer inden for sociologien, og af uddannelsespolitiske temaer; ligesom netværksaktiviteter og kvalifikationsdiskussioner har været på dagsordenen under perioder med stigende arbejdsløshed blandt sociologer. Fra begyndelsen af 1970’erne knyttede Dansk Sociologiforening tætte bånd til Nordisk Sociologforbund (NSF eller Nordic Sociological Association), og siden også til European Sociological Association (ESA) og International Sociological Association (ISA), hvis sociologikongresser danske medlemmer gennem tiden har deltaget aktivt i. Dansk Sociologiforenings medlemskurve har været støt stigende gennem foreningens historie, med 192 medlemmer i 1975, 309 medlemmer i 1980, 410 medlemmer i 1996, og ca. 690 medlemmer i 2012.