Dansk Sociologikongres 1.-2. april 2027

Call for sessions/workshops

Som tidligere annonceret afholder Dansk Sociologiforening national kongres i Odense (OCC) den 1. -2. april 2027 under temaet:

Fremtid på spil: Dansk sociologi mellem kritik og forandring

Med kongressen ønsker vi at genoptage traditionen for en national sociologikongres, som ikke har været afholdt siden 2018, og skabe et fælles forum for sociologer og sociologiinteresserede. Kongressen skal være et samlingspunkt for refleksion over sociologiens rolle i en tid præget af samfundsmæssige opbrud, politisk polarisering, teknologisk udvikling og nye former for ulighed.

Programmet vil blandt andet bestå af keynote-foredrag, paneldebat og posterpræsentationer. Derudover inviterer vi til sessions og workshops, som kan bidrage til diskussionen af sociologiens aktuelle relevans, kritiske potentiale og fremtidige retning ved at:

• formidle og diskutere aktuel sociologisk forskning
• skabe dialog mellem forskning, uddannelse og praksis
• styrke netværk og samarbejde på tværs af sociologiske miljøer

Sessions og workshops kan tage mange former, herunder, praksisorienterede bidrag, forskningsbaserede tematiske sessioner, metodiske workshops eller debatformater. Vi opfodrer derfor forskere, undervisere, praktikere og studerende til at indsende forslag.

Forslag til sessions/workshops skal indeholde:

• Titel
• Udbyder: navn, affiliering, e-mailadresse på arrangør(er)
• Abstract (max 500 ord) der beskriver tema, format og formål
• Forslag skal sendes til: kongres27@sociologi.dk senest fredag 8. januar 2027

Kommende vigtige datoer:

8. januar 2027: Frist for indsendelse af forslag til sessions og workshops
11. januar 2027: Besked om godkendte sessions/workshops og udmelding
15. februar 2027: Første deadline for abstracts/posters
1. marts 2027: Anden deadline for abstracts/posters

INDKALDELSE TIL EKSTRAORDINÆR GENERALFORSAMLING

Dansk Sociologiforening indkalder til ekstraordinær generalforsamling, som vil foregå online tirsdag d. 6. oktober 2026 kl. 18:30-19:30.

Dagsorden:
1. Revision af §13 og §22 i foreningens vedtægter
2. Valg af medlemmer til bestyrelsen
3. Evt.

Ad pkt. 1:
§13 foreslås ændret fra:
Valg af formand og øvrige bestyrelsesmedlemmer sker for to år ad gangen. Genvalg kan finde sted, dog højst to gange i træk. En afgående formand kan efterfølgende vælges til bestyrelsen for en to-årig periode. I tilfælde af at et bestyrelsemedlem udtræder inden to-års perioden er afsluttet kan der foretages et suppleringsvalg for 1 år.
til:
Valg af formand og øvrige bestyrelsesmedlemmer sker for to år ad gangen. Genvalg kan finde sted, dog højst to gange i træk. En afgående formand kan efterfølgende vælges til bestyrelsen for en to-årig periode. Såfremt det ikke er muligt at finde tilstrækkeligt med nye kandidater til bestyrelsen kan genvalg dog finde sted flere gange. I tilfælde af at et bestyrelsemedlem udtræder inden to-års perioden er afsluttet kan der foretages et suppleringsvalg for 1 år.

Baggrunden for forslaget er, at bestyrelsen for tiden oplever, at det er svært rekruttere bestyrelsesmedlemmer. Formålet er at sikre, at foreningen fortsat har en funktionsdygtig bestyrelse.

§ 22 foreslås ændret fra:
Foreningen afholder hvert år inden udgangen af februar en ordinær generalforsamling.
til:
Foreningen afholder hvert år inden udgangen af april en ordinær generalforsamling.På baggrund af bestyrelsens arbejde med at arrangere en kommende Dansk sociologi kongres foreslås det, at ændre §22 således at generalforsamlingen kan afholdes samtidig med den kommende kongres i april.

Ad pkt. 2:
Det lykkedes ikke at få valgt en fuld bestyrelse på den ordinære generalforsamling, så bestyrelsen håber, at der blandt medlemmerne er nogen som har lyst til at deltage i bestyrelsesarbejdet. Det mangler pt 3 ordinære bestyrelsesmedlemmer og en studenterepræsentant samt suppleanter.

Generalforsamlingen er åben for alle medlemmer af Dansk Sociologiforening.

Den foregår som nævnt online via nedenstående link:
Microsoft Teams-møde
Deltag: [Link]https://teams.microsoft.com/meet/337222956378442?p=eIwSBQ7weMInLODoK
Møde-id: 337 222 956 378 442
Adgangskode: DR3zH2Mc


På vegne af bestyrelsen

Nicole Thualagant, forperson i Dansk Sociologiforening

Dansk Sociologi på Turné – tredje stop

Dansk Sociologiforening inviterer på turnéens tredje stop: En debat om sociologiens rolle og relevans i en dansk kontekst.

Tredje arrangement der består af tre oplæg efterfulgt af debat med rig mulighed for spørgsmål afholdes på Aalborg Universitet.

Ghita Dragsdahl Lauritzen og Ole B. Jensen præsenterer, hvordan sociologien kan styrke sit transformative samfundspotentiale ved at koble sociologisk grundforståelse med kreativitet fra innovations- og designmetoder.

Jonas Stage diskuterer den såkaldte ‘participatoriske vending’, der i de senere år er vundet frem, hvor der fokuseres på, at borgere, patienter, eksperter og organisationer skal samarbejde om at løse samfundets udfordringer.

Barbara Fersch undersøger med begrebet prekariat som udgangspunkt lukningen af sociologiuddannelserne på Syddansk Universitet i Esbjerg. Hun lægger op til en diskussion af, hvad vi som faglighed kan gøre for i endnu højere grad at motivere potentielle studerende til at læse sociologi.

Morten Kyed vil fungere som diskutant og rammesætte en fælles diskussion på tværs af de tre oplæg.

Praktisk
Tid: Oplægget afholdes d. 1. oktober, kl. 15.30-17.30.
Sted: Aalborg Universitet, Kroghstræde 7, 9220, Aalborg Øst Lokale 59

Vi sørger for lidt at drikke til alle, der møder op.

Vores ambition for dette arrangement, såvel hele tournéen, er at skabe et rum for faglig udveksling og dermed styrke det sociologiske fællesskab. Samtidig inviterer arrangementerne til en bredere samtale om, hvad sociologi er, kan og ‘bør’ kunne i dag.

Mange gode hilsener

Bestyrelsen