Biopolitik, Bioøkonomi og kapitalisme

Oplægget vil forsøge at rekapitulere den oprindelige forbindelse mellem biopolitik og politisk økonomi, hvorefter der skrides til en diskussion af den nutidige bioøkonomi. I flere diagnoser af nutidens kapitalisme spiller kategorien ’liv’ en central rolle, idet økonomien hævdes at blive transformeret fra baseret på fysisk kapital til nu også at kapitalisere på viden og på den såkaldt humane kapital.

Kapitalismens åndelige transformationer. Fra Weber til Boltanski/Chiapello

Har Kapitalismen som konstitueret økonomisk system fortsat brug for støtte fra spirituelt-etiske ressourcer, ligesom det ifølge Max Weber var tilfældet under systemets historiske konstituering. Her bliver Boltanski og Chiapello’s bog The New Spirit og Capitalism præsenteret som et bud på Webers gamle tese.

Tragikeren

Steen Sidenius mener at tragikerens spillerum er frisat i den moderne horisont. Vigtigere er det måske, at der viser sig en forskel mellem moral- og ekstramoralsk tragik. I kølvandet på Nietszche ønsker foredraget at spørge til horisonten for en ekstramoralsk tragik – og i forhold til ‘helbredelse’ at tænke kunsten som fastholdt tonicum.

Om vreden (og om respekt og anerkendelse)

Lars-Henrik Schmidt forsøger på at udstanse ’vreden’ som socialanalytisk kategori samt i lyset heraf at drøfte vreden som eventuel social patologi og spiralbevægelse. Spørgsmålet er, om vreden som tildragelse er i tiltagende. Er det passende at gøre en vredesproblematik gældende? Han taler desuden om respekt overfor anerkendelse.

Selvrealiseringens sociale patologier

Lars Geer Hammershøj forstår begrebet om sociale patologier i relation til et selvdannelsesperspektiv. Sociale patologier udspringer ikke længere af sociale hindringer for selvrealisering – hvilket er den traditionelle opfattelse i socialfilosofien inklusiv Honneth – men af selvrealiseringen selv.