Forårsprogrammet 2019 er her!
Foråret er så småt ved at melde sin ankomst, og med det også Dansk Sociologiforenings forårsprogram. Endnu engang ser vi frem til en bred vifte af arrangementer, dette forår inviterer vi blandt andet til bogreception i samarbejde med Hans Reitzels Forlag, paneldebat om sociologiens rolle i den teknologiske udvikling, og så genbesøger vi efterårets diskussion om sociologiens bidrag til klimaproblematikken, denne gang i Aalborg.
Som altid kan du følge med i opdateringer og tilføjelser til forårets program på vores hjemmeside og på vores Facebook.
”Singulariteternes samfund – Om det senmoderne samfunds dilemmaer” – Invitation til bogreception
I samarbejde med Hans Reitzels Forlag, inviterer Dansk Sociologiforening til bogreception torsdag d. 21. marts kl. 16.30 – 18.30, i anledning af udgivelsen af bogen ”Singulariteternes samfund” af den tyske sociolog Andreas Reckwitz.
Hvad kendetegner vores samtid? Hvilke udfordringer har det senmoderne individ? Og hvad betyder de strukturelle omstændigheder for vores møde med arbejdslivet, hverdagen, kærligheden og digitale omgangsformer?
”Internettet er en affektmaskine, der ophidser, underholder og vækker glæde. Arbejdsverdenen får i stadig højere grad fælles træk med en kreativ økonomi. Selvrealisering handler om at være autentisk, hvor et større fokus på livskvalitet og det gode liv vægtes frem for levestandard. Det særegne trumfer derfor alt, det enestående belønnes, mens det almindelige og standardiserede nærmest virker kedeligt. Gennemsnitsmennesket med sit gennemsnitsliv mistænkes for at være konformt. Med andre ord: Det senmoderne samfund dyrker det singulære.”
Mød den tyske professor i kultursociologi Andreas Reckwitz, som i marts udkommer på dansk med den tyske bestseller ”Singulariteternes samfund”. Forfatteren Andreas Reckwitz præsenterer til arrangementet en ny kritisk samtidsdiagnose og indgår i samtale med sociolog Mikael Carleheden (KU) og sociolog Anders Petersen (AAU).
Arrangementet er et samarbejde mellem Dansk Sociologforening, Centre for Anthropological, Political and Social Theory, Københavns Universitet og Hans Reitzels Forlag, Gyldendal.
Arrangementet er gratis og åbent for alle interesserede det finder sted i Trykkeriet hos Gyldendal og Hans Reitzels Forlag, Klareboderne 5, 115 København K, torsdag d. 21. marts kl. 16.30 – 18.30.
OBS:Arrangementet foregår på engelsk.
Du kan finde opdateringer og følge med her på Facebook-begivenheden.
Vi glæder os til at se jer!
Dansk Sociologi – Call for abstracts til temanummer
Stedets og lokalsamfundets sociologi
Stedet og lokalsamfundet som afsæt for samfundsanalyser er en niche inden for sociologien som i det seneste årti har fået stadig større bevågenhed både i Danmark og internationalt. Det skyldes ikke mindst, at der i den offentlige debat i mange lande har været et øget fokus på ulighed mellem land og by på en række samfundsparametre, herunder f.eks. adgang til velfærd, indkomstforhold, uddannelsesmæssige forhold og demografi. Herhjemme har det øgede fokus afstedkommet en række politiske initiativer, hvor særligt udflytning af statslige arbejdspladser og omfordeling af kulturmidler har givet anledning til diskussioner om forskelle mellem land og by. Med dette call ønsker vi at sætte fokus på lokalsamfundets og stedernes sociologi for at give nogle sociologisk- og forskningsbaserede indspark til disse debatter.
Inden for sociologien er det særligt Arlie Hochschild som har gjort sig bemærket med sin analyse af baggrunden for Tea Party-bevægelsens succes i landdistrikter i USA. Hendes analyseresultater er senere overført til valgresultaterne vedrørende Brexit og højrefløjens fremmarch i Tyskland, Frankrig, Danmark og senest Sverige. Der kan iagttages en stigende opmærksomhed inden for sociologien på ændringer i hverdagslivets by-idealer, som f.eks. sætter fokus på fællesskaber omkring dyrkning, sankning og distribution af maden og indtagelsen af måltidet. Praksisser der oftest knyttes til landlivet, men som med et sociologisk blik ofte betragtes som et isoleret by-fænomen afkoblet den landlige reference. Dette er blot et eksempel på behovet for en gentænkning af stedets og lokalsamfundets sociologi. Andre empiriske eksempler kan være:
- landet som aftager af byens sociale problemer,
- lokalsamfundsidealers indtog i forestillingerne om sammenhængende byer
- lokalsamfundets forandringskapacitet i mødet med storbyens kommercialisering afstedbundne ressourcer,
- landboeres italesættelse af bylivet som ignorant
- byboernes reproduktion af bylivet i landlige omgivelser i dannelsen af øko-samfund.
- konsekvenserne af urbaniserings bølgerne for både land og by
- stedernes forskellighed og variationens udfordring af forestillinger om land og by
- lokalsamfundets kapacitet for inklusion
Når land-by dynamikken i øvrigt ikke har været taget nævneværdigt op i sociologiske analyser, heller ikke i Danmark, kan det måske skyldes en blindhed i eget fag sådan som Sune Qvortrup Jensen peger på i sit essay i Dansk Sociologi (2017 nr. 2). En blindhed, som kan have fostret en reproduktion af diskurser omkring landlivet og lokalsamfundets sociologi, der kan spores tilbage til det 19. århundrede, hvor sociologiske tænkere som f.eks. Tarde, Marx, Durkheim, Simmel og Tönnies alle på hver deres måde har udpeget det landlige som særligt tilbagestående set i forhold til det bymæssige. Alternativer til denne tænkning kan bl.a. findes hos Lefebvre, som knytter oplevelsen af stedet sammen med tid og rytme, hos Latour med hans inspiration fra Tarde vedrørende imitation af det ikke-humane, hos Deleuze med hans territorialiseringsbegreb og hos Foucault med hans dynamiske magtbegreb.
Fælles for de bidrag vi byder velkomne i dette temanummer er, at de forholder sig til stedets og lokalsamfundets sociologi og at de udfordrer de klassiske land-by dikotomier inden for sociologien.
Gæsteredaktører:
Pia Heike Johansen, lektor, ph.d. Syddansk Universitet, Institut for Sociologi, Miljø og Erhvervsøkonomi, Center for Landdistriktsforskning (piaj@sam.sdu.dk). Mia Arp Fallov, lektor, ph.d., Aalborg Universitet, Institut for Sociologi og Socialt Arbejde Jens Kaae Fisker, Post. Doc. Syddansk Universitet, Institut for Sociologi, Miljø og Erhvervsøkonomi, Center for Landdistriktsforskning.
Tidsplan (vejledende):
- 15/3 2019: Tidsfrist for abstracts til manuskripter (sendes til gæsteredaktørerne).
- 15/4 2019: Udvælgelse af abstracts og tilbagemelding til forfatterne
- 15/8 2019: Tidsfrist for indlevering af fuldt manuskript
- 15/10 2019: Feedback til forfatterne vedr. reviews
- 1/12 2019: Endelig tidsfrist for færdige manuskripter
- 15/12: Publikation af tidsskrift (2019-4).
Du kan finde mere information om Dansk Sociologi her.