Dansk Sociologforening præsenterer foredrag ved Anders Blok & Tobias Bornakke
Fremvæksten af store databaser bestående af digitale spor fra menneskelige handlinger og interaktioner har – parallelt med den bredere kulturelle og politiske hype omkring ’big data’ – givet anledning til fornyede diskussioner af den empiriske sociologis fremtid. Fra flere kanter ytres bekymringer over den empiriske sociologis kommende krise, idet disciplinens metoder og ekspertise i stigende grad overflødiggøres via rutinemæssige administrative og kommercielle data-teknikker. Mere optimistiske analyser hylder de store digitale data som en nyskabelse med potentiale til at besvare denne bekymring og genopfinde den empiriske sociologi som en avanceret form for social-fysisk netværksanalyse i det fremvoksende tværfagligt forskningsfelt ’computational social science’. I dette oplæg skitserer vi disse verserende diskussioner, og relaterer dem til egne igangværende erfaringer fra et større tværfagligt forskningsprojekt, Sensible DTU/Social Fabric, baseret på flerstrengede registreringer af mobiltelefon-data blandt en årgang af DTU-studerende (N≈1000). Modsat de dominerende fortolkninger vil vi særligt betone de mange ”åbne” spørgsmål omkring data-kvalitet, -behandling, -analyse og –visualisering, som opstår i den praktiske omgang med store digitale databaser – og som i sidste ende bliver afgørende for, hvordan sociologien kan og bør bidrage til en verden af store data.
Anders Blok er lektor på Sociologisk Institut, Københavns Universitet. Hans forskning handler primært om relationer mellem videnskab, teknologi og samfund, med særligt fokus på miljø- og klimaproblematikker. Herudover interesserer han sig for de metodiske og videnskabsteoretiske aspekter af store digitale data i socialvidenskaben, og deltager her i et større tværfagligt forskningsprojekt (Sensible DTU/Social Fabric) med fokus på sociale netværk.
Tobias Bornakke er PhD studerende på Sociologisk Institut, Københavns Universitet. I hans forskning undersøger han hvordan digitale data og metoder skaber nye måder at undersøge og navigerer det sociale, igennem teknikker som bl.a. data visualisering og social netværksanalyse. Hans arbejde er primært bundet op på det tværinstitutionelle Social Fabric projekt, hvor han sammen med andre forskere fra KU analyserer store mængder af mobildata indsamlet fra en årgang af DTU studerende.
Tid: Tirsdag den 2. december 2014, 17-19.
Sted: Center for Sundhed og Samfund, Øster Farimagsgade 5,1014 København K, lokale 2.0.63
På dette link ses adressen og lokalet, som er i bygning 2.
Gå ind på kortet (3. linie under billedet), bygning 2 er ved indgang “D”. Gå til højre i porten og ind til lokale 63, som ligger i stuen.
Foredraget er gratis og alle er velkomne! Efterfølgende byder vi på vand, øl og snacks.