Begrebet om intersektionalitet har de senere år vundet mere og mere indpas i sociologien, særligt internationalt. Målet med dette metodekursus er at give en bred introduktion til begrebet i en dansk sammenhæng såvel som at invitere deltagerne til at reflektere over hvornår intersektionelle perspektiver og analyser kan berige deres eget arbejde – både indenfor og udenfor universitetet.
Begrebet om intersektionalitet har rødder i analyser af, hvordan sorte kvinder i USA er ramt af en dobbelt marginalisering, da de ulighedsstrukturer, de indgår i qua deres køn og deres race, er sammenvævede på en måde, der former deres subjektpositioner. Begrebet åbner således for at forstå og beskrive kompleksiteten i systemisk ulighed. I bredere forstand, og måske særligt i en europæisk kontekst, er begrebet også blevet udviklet til at forstå, hvordan mange forskellige former for sociale differentiering så som klasse, race, køn, seksualitet, handicap, kropsstørrelse mv. gensidigt former hinanden på tværs af mikro-, meso og makroniveauer.
Dette kursus tager udgangspunkt i en introduktion til begrebet teoretiske historie og analytiske brug, men vi vil undervejs også prøve kræfter med perspektivet både på en udvalgt case samt egne problemstillinger hentet fra arbejde eller studie.
Kurset er relevant for dig, som arbejder med ulighed, ligestilling, inklusion, marginalisering, socialt udsatte, diskrimination etc. Eller dig som bare gerne vil blive bedre til at lave magtanalyser, der tager højde for den sociale kompleksitet i vore samfund.
Kurset finder sted torsdag den 19. marts klokken 13:00 – 17:00 i lokalet Studio 2 på Aalborg Universitet i København SV.
Kursets undervisere: Ann-Dorte Christensen, Institut for Sociologi og Socialt Arbejde, Aalborg Universitet og Yvonne Mørck, Institut for Samfund og Globalisering, Roskilde Universitet – der sammen med Stine Tidemann Faber har redigeret et nyere nummer af tidsskriftet Dansk Sociologi om Intersektionalitet