MILJØSOCIOLOGI – MERE END BLOT EN BINDESTREG

Dansk Sociologforening præsenterer foredrag ved Lars Kjerulf Petersen og Charlotte Jensen

Miljøsociologi er og må være en central del af den sociologiske tænkning. Det er der to grunde til. For det første tager miljøsociologien det nødvendige skridt at inkludere materialiteten som en central komponent i sociale og samfundsmæssige strukturer og dynamikker – hvor sociologien i øvrigt har haft en kedelig tilbøjelighed til at ignorere fysiske, biologiske og materielle forhold. For det andet er klimaforandringer, miljøødelæggelser og omstilling til bæredygtige samfund en voldsom udfordring, aktuelt og i en de næste mange årtier, på alle niveauer af samfundslivet. Det er ikke blot en teknisk udfordring, men en netop social, kulturel og samfundsmæssig udfordring, som sociologien skal være med til at forstå og bidrage til at løfte. I aftenens oplæg vil de to oplægsholdere ud fra egen forskning tale om nogle af de centrale teoretiske og empiriske temaer i miljøsociologien.

Biografier:

Lars Kjerulf Petersen er mag.art. i kultursociologi og ph.d. i sociologi fra Københavns Universitet. Han har siden 2004 arbejdet som seniorforsker i miljøsociologi på Danmarks Miljøundersøgelser der siden er blevet til Institut for Miljøvidenskab ved Aarhus Universitet (i Roskilde). Lars beskæftiger sig især med (1) husholdning og hverdagspraksis i forhold til affald og energi, (2) miljø, medier og offentlighed, (3) brug og opfattelser af natur og grønne områder, og (4) omstilling til bæredygtige samfund.

Charlotte Louise Jensen er cand.polyt. i Innovation og Miljøledelse fra Danmarks Tekniske Universitet, og ph.d i socio-teknisk forskning fra Aalborg Universitet. Hun har siden foråret 2014 arbejdet som post-doc, også ved Aalborg Universitet, men med mange aktiviteter i udlandet, såsom et visiting fellowship ved Anglia Ruskin University i Cambridge, UK. Charlotte beskæftiger sig med socio-tekniske aspekter ved belysning, og kigger på hvordan belysningsmønstre udfolder sig pga de sociale praksisser som lys indgår i og er en del af. Hun interesserer sig for hverdags- såvel som professionelle praksisser igennem hvilke lys forstås, udfoldes og forhandles, og hvad disses praksissers sammenspil har af betydning for bæredygtig omstilling.
Tid: Tirsdag den 11. november 2014, 17-19.

Sted: Center for Sundhed og Samfund, Øster Farimagsgade 5,1014 København K, lokale 2.0.63

På dette link ses adressen og lokalet, som er i bygning 2.

Gå ind på kortet (3. linie under billedet), bygning 2 er ved indgang “D”. Gå til højre i porten og ind til lokale 63, som ligger i stuen.

Foredraget er gratis og alle er velkomne! Efterfølgende byder vi på vand, øl og snacks.