Moralsk Stress og Kynisme i Arbejdslivet

Dansk Sociologiforening inviterer til forelæsning om Moralsk Stress og Kynisme i Arbejdslivet onsdag den 10. februar kl 17.15-18.30

Hvordan forholder det sig med ytringsfrihed i arbejdslivet, og hvilken rolle har ‘stemme’-begrebet i forhold til det psykiske arbejdsmiljø i det moderne arbejdsliv? To nye phd-afhandlinger har undersøgt nogle af arbejdslivets bagsider. Der sættes fokus på de demokratiske og personlige konsekvenser, der kan være ved, at en gruppe medarbejdere, der ønsker at deltage og bidrage, resignerer, bliver kyniske eller måske i sidste ende brænder ud.

Moralsk stress opstår, når en medarbejder oplever ikke at kunne handle i overensstemmelse med sine egne moralske fordringer. Begrebet er ret nyt i den danske arbejdslivsforskning, men har udbredelse i internationale undersøgelser, særligt blandt sundhedspersonale, der til dagligt arbejder med mennesker. Hvad gør det ved de medarbejdere, der kender til kritisable forhold, men holder deres viden tilbage på grund af frygt for repressalier?

Og hvad sker der med kritikken, når den ikke kan ytres åbent? En mulig coping-strategi er her at ytre kritikken i det skjulte, en strategi der ofte forbindes med kynisk afstandstagen til arbejdet. Denne kyniske kritik har endvidere ofte den paradoksale konsekvens, at den binder medarbejderen endnu stærkere til de forhold, der er genstand for kritik. Men hvad får medarbejderen da ud af kritikken?

Moralsk stress

Oplæggene er inspireret af to nye phd-afhandlinger:
Pelle Korsbæk Sørensen: ’Moralsk stress – En arbejdslivsanalyse af psykisk arbejdsmiljø, deltagelse og retfærdiggørelsesprocesser blandt højtuddannede vidensarbejdere i Danmark’
Erik Mygind du Plessis: ‘Magtens Immunforsvar – Ytringsfrihed og kritikafmonterende magtmekanismer i det moderne arbejdsliv’

Forelæsningen finder sted i lokale 18.01.11, Bygning 18 på Center for Sundhed og Samfund, Øster Farimagsgade 5, 1315 KBH K

Foreningen byder til arrangementet på snacks og drikkevarer. Efterfølgende afholdes generalforsamling i lokale 16.2.55 (tæt beliggende ved forelæsningslokalet). Her er alle foreningens medlemmer velkomne (https://www.facebook.com/events/570119349808992/)

Vi håber på at se mange interesserede!