SELVMÅL – DET EVALUEREDE LIV

d. 19. september 2007 kl. 19:00 på Sociologisk Institut, Øster Farimagsgade port 5 a, 1014 København K i lokale 1.1.18

”Livet skal leves effektivt og ansvarligt. Vi fører regnskab og måler kvalitet som aldrig før. Fra politik og sygepleje til familieliv og folkeskole styres livet efter moderne managementmetoder. Vi er udnævnt til direktører i eget liv, og intet overlades til tilfældigheder, personlig smag eller andet menneskeligt kaos”. Sådan skriver antropolog, ph.d. i ledelse og lektor ved Danmarks Designskole Karen Lisa Salamon i debatbogen Selvmål. Det evaluerede liv, der i foråret udkom hos Gyldendal. Gennem kulturkritisk og ironisk diskursanalyse og tætmaskede kildeangivelser formidler bogen hovedpointer i de seneste cirka 20 års sociologiske og antropologiske diskussioner om blandt andet nyliberalismens konsekvenser for dagliglivet og selvteknologiseringen af arbejdslivet. Salamon trækker især på sin egen forskning i nyåndelige tendenser indenfor styringsteknologier samt oplevelsesøkonomiens betydning for kulturproduktionen. Oplægget og debatten vil tage udgangs-punkt i bogens emnekreds og pointer.