d. 23. november 2005 kl. 19:30 på Sociologisk Institut, Øster Farimagsgade port 5 a, 1014 København K i lokale 15.3.01
’Ambivalente møder med Danmark: diasporiske identiteter og tilhørsforhold blandt somali-danskere’
Hvad betyder måderne migranter mødes på i Danmark for deres tilhørsforhold til Danmark og andre steder? Kan man engagere sig i mere end et sted – og hvilken betydning har et fortsat engagement i hjemlandet for engagementet i værtslandet? Nauja Kleist vil diskutere disse spørgsmål med udgangspunkt i en række samtaler med herboende somaliere om deres møder med det danske samfund. Disse møder rummer både racisme og andetgørelse, hvor stereotype forestillinger om somaliskhed definerer, hvordan individer mødes. Samtidig rummer møderne også positive oplevelser af Danmark som hjem. Denne dobbelthed skaber et spændingsfelt for tilhørsforholdene til Danmark og andre steder, som er præget af ambivalens og – for nogle – diasporiske identiteter. Nauja Kleists arbejde fokuserer på transnationale praksisser og diasporisk identifikation blandt somaliere i Danmark.
Jette Kofoed, Phd., adjunkt på institut for pædagogisk psykologi, Danmarks Pædagogiske Universitet: ’(U)passende elever’. Foredraget tager afsæt i et feltarbejde blandt børn i folkeskolen og diskuterer hvordan skolen normaliserer og hvordan elever bliver til. Nogle elever bliver til som passende, mens andre andetgøres. Elevernes forskellige tilblivelser gøres i forhold til den eftertragtede normalitet, men også i forhold til hinanden. Forholdet mellem førstehed og andethed diskuteres via empiriske eksempler fra feltarbejdet. Jette Kofoeds arbejde fokuserer på inklusion-eksklusionsprocesser og tilblivelsesprocesser blandt børn i skolen.