– et felt for mixed methods
Gratis metodekursus for medlemmer ved Marie Rosenkrantz Lindegaard og Lasse Liebst
At bede folk forestille sig, hvordan de ville reagere i en given situation, eller bede dem reflektere over tidligere adfærd retrospektivt, er nogle af de mest anvendte tilgange i studier af den menneskelig adfærd inden for socialvidenskaben. Mens disse tilgange altid har været kritiseret for at være afskåret fra det levede liv, har den presserende ’krise’ i socialvidenskaben givet nyt liv til diskussion om vigtigheden af at studere menneskelig adfærd der, hvor den udspiller sig.
Ved dette metodekursus præsenteres en ny metodisk tilgang til observationsstudiet, der søger at sætte real-life menneskelig adfærd tilbage på den socialvidenskabelige agenda. Kurset tager afsæt i den nuværende udbredelse af kameraovervågning i det offentlige rum, der giver sociologer en sjælden mulighed for at observere adfærd og hændelser på systematisk og diskret vis, der hvor det udspiller sig. CCTV data tilbyder et unikt indblik i det levede liv og sekventiel adfærd eksempelvis i situationer, hvor nogen kommer op at toppes med deres kammerater, eller bliver overfaldet af fremmede på gaden. Disse indsigter kan potentielt udvide vores forståelse af en række sociologiske spørgsmål, og kan muligvis være med til at ændre vores antagelser om mange af disse forhold.
Ved dette metodekursus vil deltagerne lære, hvordan man analyserer videoovervågning som sociologisk metode. Vi vil præsentere en metode, der integrerer kvalitative og kvantitative analyseteknikker. Kursets fokus vil være på, hvordan man kan udføre systematiske analyser af adfærd i sociale situationer. Ved at præsentere eksempler på forskningsspørgsmål, der egner sig til at tilgå CCTV data, vil vi reflektere over fordele og ulemper ved denne type data, sammenlignet med andre datakilder som oftere anvendes i sociologien. Gennem dette metodekursus vil deltagerne derfor tilegne sig redskaber, der kan hjælpe dem til selv at udføre analyser af CCTV data i fremtiden.
Vi byder på kaffe/te og kage undervejs.
Metodekurset afholdes mandag d. 3. December kl. 15.00-17.00 på i lokale 4.1.18 på Center for Sundhed og Samfund, Øster Farimagsgade 5A, 1353 København K.
OBS: Arrangementet er kun for medlemmer af Dansk Sociologiforening. Kurset er gratis, men en kræver tilmelding
Bliv medlem her