Efterårsprogram 2022

Så er efterårets program klar. I Dansk Sociologiforening inviterer vi til tre spændende arrangementer inden udgangen af 2022: I november byder vi på en grøn samtalemiddag i samarbejde med CONCITO samt en debat om unges mistrivsel med Anne Görlich, Jørgen Elm Larsen og Søren Rudbæk Juul. Vi slutter året af med at invitere to eksperter, Katarzyna Stoklosa og Sidsel Byskov Hansen, til at tale om grænselandskonflikter i lyset af krigen i Ukraine. Du kan læse mere om de tre arrangementer længere nede.

Husk desuden, at du kan følge med i opdateringer i foreningen og tilføjelser til efterårets arrangementer på vores hjemmeside, Facebookside og Instagram. Vi glæder os til at se jer!

SOCIOLOGISK FOLKEKØKKEN OG SAMTALEMIDDAG

TIRSDAG D. 8. NOVEMBER KL. 17:45-20:00

Få et lækkert måltid mad og én på opleveren sammen med dine medstuderende, når vi afholder sociologisk folkekøkken i Dansk Sociologiforening. Vi har plads til ca. 50 deltagere, og tilmelding er først til mølle.

OBS: Eventet er i udgangspunktet kun for sociologistuderende. 

KONCEPT:
1) Dansk Sociologiforening sponserer størstedelen af udgifterne til et lækkert måltid mad leveret af Jespers Torvekøkken. Du betaler kun 30 kr for billetten.
2) Middagen er en såkaldt ”Grøn Samtalemiddag”, et koncept der er udviklet af CONCITO i samarbejde med forskningsprojektet ”Sociale Drivkræfter og Barrierer for Klimavenlig Kost”.
3) Uden at afsløre for meget kan vi sige, at du vil få rig mulighed for bedre at forstå dine egne og andres madvaner og overvejelser om bæredygtighed. Alt sammen mens du mæsker dig i lækker mad i godt selskab

PROGRAM:
17.45-18.00: Ankomst
18:00-18.15: ”Appetizer”-oplæg v. ph.d. stipendiat Morten Wendler Jørgensen om hvad, der former, hvor bæredygtigt vi spiser i vores hverdag.
18.15-19.45: Samtalemiddag, faciliteret af Tine Vestergaard fra CONCITO.
19.45-20.00: Afrunding og tak for i dag.

Arrangementet finder sted på Københavns Universitet – CSS på Øster Farimagsgade 5 i Katedralen i bygning 16.

TILMELDING: Send 30 kr. via MobilePay til +45 40 79 09 17 med teksten ”Samtalemiddag”

DEBATARRANGEMENT OM UNGES MISTRIVSEL

TIRSDAG D. 22. NOVEMBER KL. 16:30-18:30

Forskningen peger på, at unge i dag i stigende grad mistrives og rammes af diagnoser som angst, depression og stress. Nogle peger på, at årsagen skal findes i grundlæggende strukturer i vores samfund, andre finder årsagen i ungdomskulturen, uddannelsessystemet eller samspillet mellem neuropsykologi og sociale processer. Til arrangementet giver Lektor Anne Görlich, Lektor Jørgen Elm Larsen og Lektor Søren Rudbæk Juul deres bud på, hvorfor unge mistrives i dag, og hvad vi kan gøre for at mindske unges mistrivsel.

Arrangementet er for alle og finder sted på Aalborg Universitet i København SV på AC Meyers Vænge 15 i lokale 1.001.

BORDER CONFLICT IN THE LIGHT OF THE RUSSIA-UKRAINE WAR

15. DECEMBER KL. 15:00-17:00

Siden Ruslands invasion af Ukraine i februar 2022 har der været krig i Europa med grusomme konsekvenser for Ukraines befolkning og stor usikkerhed og utryghed i store dele af verden. Hvordan har konflikten om Ukraines territorium udviklet sig? Hvorfor møder krigen ikke mere modstand fra det russiske samfund? Vi har inviteret to eksperter, som vil fortælle os om baggrunden for grænsekonflikten og situationen i Rusland og Ukraine. 

Katarzyna Stoklosa er lektor på Institut for Statskundskab, SDU og grænseregionsforsker. Hun har stort indblik i konflikten mellem Rusland og Ukraine gennem hendes forskning i (øst-)europæiske grænseområder. 

Sidsel Byskov Hansen arbejder som expat konsulent og er ejer af International Expatriate Counselling, som fra 2015-2019 var baseret i Moskva. Hun bruger sin faglige baggrund som kultursociolog i hendes konsulentarbejde, og gennem arbejdet med expats udstationeret i Rusland fik hun et dybt indblik i russisk kultur og samfund. 

Arrangementet er for alle og finder sted på SDU Esbjerg i lokale 81056 og er på engelsk.

Vi glæder os til at se jer!

De bedste hilsner

Dansk Sociologiforening