Paneldiskussion mellem Michael Hardt, Peter Miller og Henrik Dahl fra den danske sociologkongres 2005

Camilla Sløk, Steen Sidenius, Ole Bjerg i paneldebat på konferencen om sociale patologier.

Rasmus Willig, Lars Geer Hammershøj, Martin Fuglsang, Anders Fogh Jensen, Rasmus Jonsen i afsluttende paneldebat på konferencen om sociale patologier.

Camilla Sløk prøver som teolog at forstå den patologiske tanke gennem religionen. Hvorfor er mennesker stadig troende? Kan man forstå religion som social patologi i en ellers oplyst verden? Bl.a. nævner Sløk fundamentalisme som mulig sociale patologi.

Steen Sidenius mener at tragikerens spillerum er frisat i den moderne horisont. Vigtigere er det måske, at der viser sig en forskel mellem moral- og ekstramoralsk tragik. I kølvandet på Nietszche ønsker foredraget at spørge til horisonten for en ekstramoralsk tragik – og i forhold til ‘helbredelse’ at tænke kunsten som fastholdt tonicum.

Lars-Henrik Schmidt forsøger på at udstanse ’vreden’ som socialanalytisk kategori samt i lyset heraf at drøfte vreden som eventuel social patologi og spiralbevægelse. Spørgsmålet er, om vreden som tildragelse er i tiltagende. Er det passende at gøre en vredesproblematik gældende? Han taler desuden om respekt overfor anerkendelse.

Anders Fogh Jensen behandler spørgsmålet omkring sociale patologier, gennem medicinsk defineret epidemier. Han vil forstå menneskenes organiseringsmåder i forbindelse med epidemier af forskellige medicinsk definerede sygdomme.

Lars Geer Hammershøj forstår begrebet om sociale patologier i relation til et selvdannelsesperspektiv. Sociale patologier udspringer ikke længere af sociale hindringer for selvrealisering – hvilket er den traditionelle opfattelse i socialfilosofien inklusiv Honneth – men af selvrealiseringen selv.

Ifølge Rasmus Jonsen indebærer Oplevelsesøkonomien en forbrugsform, der med opfordringen eller invitationen til deltagelse i varens færdiggørelse har sit spejlbillede i den måde depressionsdiagnosen har ændret karakter i løbet af de sidste 10 år i retning af en funktionspatologi.

Ole Bjerg har den tese, at de forskellige patologier består i, at man er “kommet for tæt på objektet”. I ludomani er man “kommet for tæt på pengene”. Resultatet er et desublimeret forhold til et objekt, som iøvrigt har en sublim status i den kapitalistiske ideologi.