Livet i lejren

d. 5. april 2006 kl. 19:30 på Sociologisk Institut, Øster Farimagsgade port 5 a, 1014 København K i lokale 1.1.18

Rune Baastrup vil fortælle om sagen om Alae Ghaedi, som han selv som lærer på Krogerup Højskole havde tæt inde på livet. Alea Ghaedi stod til 10 års fængsel og 75 piskeslag og havde gennemlevet omfattende tortur i det iranske præstestyres fængsler. Alligevel mente den dan-ske stat ikke at han var berettiget til asyl. Som svar kastede Alae sig ud i sit livs tredje sultestrejke. I sidste ende fik Alae Ghaedi politisk asyl med en yderst påfaldende begrundelse: at han havde været så meget i medierne. Dermed stadfæster Flygtningenævnet principielt det faktum at medierne i dag er blevet til en etableret retsinstans med helt afgørende betydning for, hvem det nyder beskyttelse og hvem der ikke gør. Spørgsmålet er om ikke det tager os et godt skridt forbi retsstatens domæne? Med udgangspunkt i bl.a. Giorgio Agambens begreber om ”lejren” og ”undtagelsestilstanden” vil Carsten Bagge Laustsen gøre sig nogle bredere teoretiske refleksioner omkring statens måde at håndtere flygtninge på.

BAG OM TV-NYHEDERNE

d. 8. marts 2006 kl. 19:30 på Sociologisk Institut, Øster Farimagsgade port 5 a, 1014 København K i lokale 1.1.18

Hver dag sker der et utal af store begivenheder rundt omkring på kloden. Men kun få af disse begivenheder bliver fanget af nyhedsmediernes søgelys og formidlet videre til offentligheden som nyheder. Hvorfor bliver nogen historier valgt frem for andre og hvilke redaktionelle og praktiske hensyn skal der tages i den daglige nyhedsproduktion? Er der historier der egner sig specielt godt til tv-skærmen og betyder public service noget i en travl hverdag? Hvilke idealer og værdier hersker i nyhedsjournalistikken og hvordan udøver pressen bedst rollen som demokratiets vagthund?
Aftenens to oplægsholdere tager udgangspunkt i hverdagen på danske nyhedsredakti-oner anno 2006. Herfra kastes bolden op til større spørgsmål om journalistik, demokrati og medier-nes magt.

Pædagoger i skyggen

d. 7. december 2005 kl. 19:30 på Sociologisk Institut, Øster Farimagsgade port 5 a, 1014 København K i lokale 18.01.11

Esther Nørregaard-Nielsen, Phd-stipendiat fra Sociologisk Institut, Københavns Universitet, ansat som forsker i Rådgivende Sociologer: Foredraget baserer sig på en Etshers Nørregaard-Nielsens Phd-afhandling, som er en undersøgelse af pædagogers arbejde i børnehaver rundt i Danmark. I en sammenligning med forældre og pædagogmedhjælpernes holdning til pædagogernes arbejde, vises hvorledes pædagogerne har nogle helt særlige forudsætninger for det arbejde de udfører, men også at hverken de selv, forældrene eller medhjælperne har særlig stor respekt for pædagogernes viden og forudsætninger. Foredraget vil fokusere på årsagerne til pædagogernes manglende faglige sikkerhed samt hvilke konsekvenser dette har både for arbejdet i institutionerne, men også for de politiske udmeldinger og bestemmelser på området.

DANSKHED, ANDETHED OG AMBIVALENS

d. 23. november 2005 kl. 19:30 på Sociologisk Institut, Øster Farimagsgade port 5 a, 1014 København K i lokale 15.3.01

’Ambivalente møder med Danmark: diasporiske identiteter og tilhørsforhold blandt somali-danskere’
Hvad betyder måderne migranter mødes på i Danmark for deres tilhørsforhold til Danmark og andre steder? Kan man engagere sig i mere end et sted – og hvilken betydning har et fortsat engagement i hjemlandet for engagementet i værtslandet? Nauja Kleist vil diskutere disse spørgsmål med udgangspunkt i en række samtaler med herboende somaliere om deres møder med det danske samfund. Disse møder rummer både racisme og andetgørelse, hvor stereotype forestillinger om somaliskhed definerer, hvordan individer mødes. Samtidig rummer møderne også positive oplevelser af Danmark som hjem. Denne dobbelthed skaber et spændingsfelt for tilhørsforholdene til Danmark og andre steder, som er præget af ambivalens og – for nogle – diasporiske identiteter. Nauja Kleists arbejde fokuserer på transnationale praksisser og diasporisk identifikation blandt somaliere i Danmark.

Jette Kofoed, Phd., adjunkt på institut for pædagogisk psykologi, Danmarks Pædagogiske Universitet: ’(U)passende elever’. Foredraget tager afsæt i et feltarbejde blandt børn i folkeskolen og diskuterer hvordan skolen normaliserer og hvordan elever bliver til. Nogle elever bliver til som passende, mens andre andetgøres. Elevernes forskellige tilblivelser gøres i forhold til den eftertragtede normalitet, men også i forhold til hinanden. Forholdet mellem førstehed og andethed diskuteres via empiriske eksempler fra feltarbejdet. Jette Kofoeds arbejde fokuserer på inklusion-eksklusionsprocesser og tilblivelsesprocesser blandt børn i skolen.

HANDLEMULIGHEDER OG PRAKSISLOGIKKER – FORSKELLIGHEDER OG POSITIVE POTENTIALER I SOCIALT ARBEJDE

d. 9. november 2005 kl. 19:30 på Sociologisk Institut, Øster Farimagsgade port 5 a, 1014 København K i lokale 18.01.11

Dorthe Caswell, Ph.d. fra RUC, forsker på AKF: På baggrund ph.d. afhandlingen ”Handlemuligheder i socialt arbejde – et casestudie om kommunal frontliniepraksis på beskæftigelsesområdet” diskuteres hvordan socialfaglig praksis kan antage forskellige former, afhængigt af hvor i den kommunale frontlinje man befinder sig: Socialt arbejde ses her som kontekstafhængigt, flertydigt og præget af konflikter. Diskussionen er rettet mod praksisfeltet såvel som mod forskningen og ønsket er at bidrage til faglige diskussioner og refleksioner omkring socialt arbejdes nutid og fremtid

PERKERE PÅ GADEN OG I INSTITUTION

d. 27. september 2005 kl. 19:30 på Sociologisk Institut, Øster Farimagsgade port 5 a, 1014 København K i lokale 1.1.18

Ataf Khawaja, rapper og foredragsholder. Ataf er vokset op i Danmark med pakistansk forældrebaggrund. Han har været en af gadens perkere, – en af de ’utilpassede’ etniske minoritetsdrenge, som fylder i den offentlige og politisk debat. I foredraget fortæller Ataf om, hvordan unge med etnisk minoritetsbaggrund oplever mødet med det danske samfund og danske institutioner, og hvorfor det ofte går galt for disse unge. Han vil komme ind på oplevelser af skjult diskrimination, negative forventninger og uforståenhed fra omgivelsernes, og på hvorfor de unge ofte reagere med oprør og modstand.

Kathrine Vitus Andersen, ph.d. stipendiat på Sociologisk Institut, Københavns Universitet, forskningsassistent på Socialforskningsinstituttet: Foredraget er baseret på ph.d.-afhandlingen: ”Problembørn, pædagoger og perkere – identitet og ambivalens i mødet mellem etniske minoritetsbørn og systemet”. Kathrine vil skitsere hvordan mødet mellem børn og pædagoger i den socialpædagogiske kriminalitetsforebyggende institution, ’Baglandet’, både rummer inklusion og eksklusion af børnene. Denne dobbelthed bl.a. har at gøre med paradoksale logikker og praktikker i institutionens virke, og med den ambivalente position institutionens etniske minoritetsbørn, indtager. Foredraget vil med empiriske eksempler belyse, hvordan der inden for disse institutionelle rammer muliggøres nogle og umuliggøres andre identiteter for børnene.

’KVINDER OG MÆND. OM FEMINISMENS MULIGE FORÆLDELSE OG BEHOVET FOR ANDERLEDES FORTÆLLINGER.’

d. 27. april 2005 kl. 19:30 på Sociologisk Institut, Øster Farimagsgade port 5 a, 1014 København K i lokale 1.1.18

Henning Bech, Professor ved Sociologisk Institut, Københavns Universitet fortæller om sin nye bog ’Kvinder og mænd’ (udgives Hans Reitzels Forlag april 2005). Bogen handler om nye og gamle fortællinger om bl.a. patriarkat, diskurs, ligestilling, forhandling, forsvinden, dekonstruktion, cyborg, queer, leg, pornografi, magtomvending, lidenskab, børn, spil, vilje, voldtægt og eksistens. Bogen præsenterer altså en bred vifte af teoretiske, empiriske og analytiske tilgange til studiet af kvinder og mænd; en analytisk øvelse, som Henning Bech argumenterer for som nødvendig, for at kunne forstå og indfange kompleksiteten i kønnenes forhold i dag.

EMPIRE

d. 8. december 2004 kl. 19:30 på Sociologisk Institut, Linnésgade 25 i lokale Salen

– Findes der en imperial civilisation?

V. Søren Christensen, lektor i almen etnologi

Et af de åbne spørgsmål i Hardts og Negris Empire er, i hvilket omfang og på hvilken måde deres begreb om ’Imperiet’ overskrider konventionelle forestillinger om en ’neo-liberal’ global orden. Foredraget vil diskutere dette spørgsmål ved at sætte fokus på et af de aspekter af Empire, der sjældent diskuteres, nemlig Hardts og Negris forestilling om Imperiet som en ny form for forvaltning af kulturelle forskelle. Imperiet fremtræder som en universel retsorden, der er konstitueret ikke blot af markedsøkonomi og menneskerettigheder, men også af en grænseløs kulturel mangfoldighed. Foredraget vil diskutere denne forestilling om en ny imperial pluralisme dels i forhold til nutidige fænomener som multi-kulturalisme og transnationalisme, dels i forhold til Hardts og Negris genealogi over Vestens historiske forvaltning af kulturel forskellighed siden renæssancen. Selv om foredraget også vil komme ind på sociologiske og filosofiske aspekter af Empire, vil der således primært blive anlagt en etnologisk synsvinkel på bogen.

LUHMANN OG ETIK

d. 17. november 2004 kl. 19:30 på Sociologisk Institut, Linnésgade 25 i lokale Salen

V. Steen Vallentin, PhD og adjunkt ved Institut for Ledelse, Politik og Filosofi, CBS, og Ole Bjerg, PhD-stipendiat ved Sociologisk Institut, KU

Spørgsmålet om etik er kildent i forhold til Luhmanns systemteori. I betragtning af, hvor meget Luhmann får sagt om alle mulige andre ting, siger han bemærkelsesværdigt lidt om etik. Ja det kan nærmest synes som en bevidst pointe for ham, at forblive stort set tavs omkring etikken. Alligevel synes spørgsmålet om etik ofte at trænge sig på i forhold til de problematikker, som systemteorien bringer på bane.

De to oplægsholdere repræsenterer to forskellige bud på, hvordan man kan nærme sig etikken vha. systemteorien. Steen Vallentin med udgangspunkt i sin afhandling om etiske investeringer, præsentere Luhmanns bud på en beskrivende, ikke-moraliserende moralsociologi. Ole Bjerg vil tale om sin afhandling Den mystiske etik – om at være til i det hyperdifferentierede samfund.

BOYBANDS OG TEENAGEPIGER

d. 3. november 2004 kl. 19:30 på Sociologisk Institut, Linnésgade 25 i lokale Salen

– Om skabelsen af kønsidentitet hos teenagepiger

V. Jakob Demant, forskningsmedarbejder, Sociologisk Institut og Charlottte Klinge-Christensen, Cand. Soc., Oure Idrætshøjskole

Jakob Demant Og Charlotte Klinge-Christensen stiller med undgangspunkt i bogen ”Boybands og teenagepiger” spørgsmål ved hvordan vi kan forstå skabelsen af kønsidentitet hos teenagepiger.

Med udgangspunkt i pigernes egne fortællinger skildres deres hverdagslige omgang med boyband-fænomenet såvel som deres oplevelser i forbindelse med koncerter og personlige møder med idolerne. Herigennem tegnes et billede af pigernes romantiske drømme og idealer – de pejlemærker som de agerer efter i deres forsøg på at skabe en kvindelig identitet. Oplægget fokuserer på diskussionen af, hvorvidt denne kønsidentitet er kvindelig i traditionel forstand eller hvorvidt og hvordan de unge piger tilføjer deres kvindelige strategier et nyt indhold. Derved stilles samtidig spørgsmål ved, om populærkulturelle fænomener som boybands er andet og mere end fordummende masseproducerede musikprodukter, som tager lytteren med på en rejse ind i ligegyldighedens univers og dermed afspejler en tendens i ungdomskulturen til forbrug af overfladiske fænomener?