Efterår i Dansk Sociologiforening

Efter et vellykket oplæg om digital hadtale i den offentlige debat er vi klar med endnu et spændende arrangement i Dansk Sociologiforening. Denne gang drejer det sig om intersektionalitet, når vi 3/11 inviterer til oplæg på Aalborg Universitet København. Læs mere om både oplægget om intersektionalitet og det netop afholdt arrangement om digital hadtale nedenfor.

Husk desuden, at du kan følge med i opdateringer i foreningen og tilføjelser til efterårets arrangementer på vores hjemmesideFacebookside og Instagram. Vi glæder os meget til at se jer!

Digital hadtale i den offentlige debat

23. september havde vi besøg af Tobias Bornakke fra Analyse & Tal, der fortalte om den algoritme, de har udviklet i samarbejde med Trygfonden til at finde sproglige angreb i opslag på Facebook. Du kan se billeder fra arrangementet samt finde links til repository for algoritmen her. I Dansk Sociologiforening er vi meget glade for endelig at kunne være tilbage med fysiske arrangementer. Vi siger tak for et vellykket arrangement med et veloplagt publikum!

Intersektionalitet – et nyt redskab i den sociologiske værktøjskasse?

Intersektionalitetsperspektivet har sin oprindelse i sort amerikansk feminisme, men har i de senere år vundet udbredelse i den bredere socialvidenskab. Samtidig har perspektivet vist sin relevans som et alment perspektiv, der er brugbart til at analysere problemstillinger relateret både til racialt minoriserede kvinder og andre grupper. Denne begrebsrejse, og den gentænkning den har afstedkommet, har ført til intense debatter. Oplægget giver en introduktion til de debatter, der aktuelt knytter sig til perspektivet samt nogle bud på konkrete anvendelser i en nutidig dansk kontekst.

Alt dette kan vi blive klogere på, når vi i Dansk Sociologiforening inviterer til oplæg med Ann-Dorte Christensen og Sune Qvotrup Jensen fra Institut for Sociologi og Socialt Arbejde, Aalborg Universitet.

Arrangementet finder sted 3/11 2021 kl. 16:30-18:00 i lokale 3.084A på Aalborg Universitet København, AC Meyers Vænge 15, 2450 København SV.

Online-deltagelse er også muligt, men kræver tilmelding ved at sende en mail med dit navn til khl693@samf.ku.dk. Herefter vil du modtage et link til Zoom.

OBS: Arrangementet er gratis og åbent for alle interesserede.

Giv os meget gerne et praj om, hvorvidt du kommer ved at trykke ”deltager” på Facebook-begivenheden. Her kan du også finde opdateringer om arrangementet. 

Vi serverer kaffe/the til arrangementet.

Vi glæder os til at se jer!

De bedste hilsner

Dansk Sociologiforening