AFVIGENDE MASKULINITETER?

d. 28. marts 2007 kl. 19:30 på Sociologisk Institut, Øster Farimagsgade port 5 a, 1014 København K i lokale 1.1.18

Kevin Mogensen, PhD-stipendiat, Forskerskolen i Livslang Læring, Inst. for
Psykologi og Uddannelsesforskning, RUC vil i dette oplæg tale med udgangspunkt i hans igangværende PhD-projekt omkring unge mænds motivation for brug af dopingmidler.

Kevin Mogensen ser på steroidbrugen som en livsstilsrelateret risikohandling tæt forbundet med en – på en gang – marginal og magtfuld maskulinitetskonstruktion. Kevin Mogensen forsøger i sin analyse at kombinere forskellige teoretiske tilgange og teorier, særligt om social afvigelse (Becker), stofbrugens kulturelle mening (Willis); embodiment (Waskul and Vannini) og hegemoniske maskuliniteter (Connell).

SUPERFÆDRE? – NYE LIGESTILLEDE FÆDRE FRA DEN KREATIVE KLASSE.

d. 21. marts 2007 kl. 19:30 på Sociologisk Institut, Øster Farimagsgade port 5 a, 1014 København K i lokale 1.1.18

Thomas Johansson, Professor i Socialpsykologi ved Institutionen för kultur,
estetik och medier, Göteborg Universitet, samt Inst. for Psykologi og Uddannelsesforskning, RUC

har i en årrække arbejdet med projekter, der centralt undersøger maskuliniteter i relation til fx ungdomskultur, køn og seksualitet i grænselandet, mandlige forbilleder i socialrådgivningen.

Særligt gennem de senere år har flere empiriske studier centreret om faderskabets forandringer – i forestilling og i praksis – været et centralt omdrejningspunkt for Johansson forskning. Bl.a. har Thomas Johansson analyseret fraskilte mænds problematiske maskulinitetskonstruktioner, som ’fraværende’ fædre og, senest har han undersøgt en række veluddannede mænds meget refleksive forsøg på at forhandle sig til en ligeværdig deltagelse og til skabelsen af identitet omkring en meget aktiv involvering i deres børns liv – i et Sverige stærkt præget af ligestillingsideologiens dominans.

UNGDOM OG SOCIAL NAVIGATION

d. 6. december 2006 kl. 19:00 på Sociologisk Institut, Øster Farimagsgade port 5 a, 1014 København K i lokale 18.01.11

Via den analytiske optik `social navigation` vil Henrik Vigh, som er seniorforsker ved RCT, forsøge at bidrage til vores forståelse af marginaliserede unge og deres handlinger. Med udgangspunkt i et studie af mobiliserings- og migrationsprocesser i og fra Vestafrika belyses det, hvordan den specifikke udformning af `ungdom` er relateret til mængden af tilgængelige livsmuligheder, for gruppen vi studerer, og hvordan unge mænds handlinger i den vestafrikanske situation er formet af usikkerhed og rettet mod forandring. Oplægget bygger på flere års feltarbejde af militsfolk i Guinea-Bissau og illegale migranter fra Vestafrika

Integration, Integranter og det gode samfund

I foredraget diskuterer Hvenegård-Lassen, gennem en komparativ analyse af en dansk og en svensk kommune, integrationsproblemer i et governentality-perspektiv. Hvilke forvaltningsmæssige praksiser dominerer i disse integrationsindsatser. Herunder diskuteres blandt andet begrebet ’viljen til arbejde’?

Indvandrerhierarkier, bosniske familier og de gode borgere

Hvad skal der til for at være integreret i det danske samfund? Dette spørgsmål bliver diskuteret i Grünenberg fordrag, der tager udgangspunkt i en bestemt gruppe flygtninge, nemlig voksne Bosniske flygtninge. Hvordan bliver denne gruppe italesat, dels af det etablerede danske samfund og dels af flygtninge og indvandrergrupper indadtil.

Verden og Natur

I Immanuel Kants skelnen mellem ’verden’ og ’natur’ diskuterer Jøker Bjerre behovet for miljøets politiske genkomst. Den ”verdenslige” variant er den, der går ind for fredning af oprindelige landskaber, dyrs rettigheder, politisk forbrug, begrænsning af den lokale befolknings adgang til naturområder, etc. Den ”naturlige” økologiske bevægelse, derimod, arbejder for politiske forandringer af samfundet i almindelighed.

Globalisering og Nationalisme. Ideologiens paradokser ved indgangen til det 21. århundrede.

I oplægget vil Beck Holm forsøge at identificere nogle af de væsentligste konflikter mellem modstridende legitimeringssystemer med henblik på en nærmere forståelse af dels konsekvenserne for de kapitalistisk producerende samfund, dels muligheden for en antikapitalistisk politisk praksis.

Biopolitik, Bioøkonomi og kapitalisme

Oplægget vil forsøge at rekapitulere den oprindelige forbindelse mellem biopolitik og politisk økonomi, hvorefter der skrides til en diskussion af den nutidige bioøkonomi. I flere diagnoser af nutidens kapitalisme spiller kategorien ’liv’ en central rolle, idet økonomien hævdes at blive transformeret fra baseret på fysisk kapital til nu også at kapitalisere på viden og på den såkaldt humane kapital.