PERKERE PÅ GADEN OG I INSTITUTION

d. 27. september 2005 kl. 19:30 på Sociologisk Institut, Øster Farimagsgade port 5 a, 1014 København K i lokale 1.1.18

Ataf Khawaja, rapper og foredragsholder. Ataf er vokset op i Danmark med pakistansk forældrebaggrund. Han har været en af gadens perkere, – en af de ’utilpassede’ etniske minoritetsdrenge, som fylder i den offentlige og politisk debat. I foredraget fortæller Ataf om, hvordan unge med etnisk minoritetsbaggrund oplever mødet med det danske samfund og danske institutioner, og hvorfor det ofte går galt for disse unge. Han vil komme ind på oplevelser af skjult diskrimination, negative forventninger og uforståenhed fra omgivelsernes, og på hvorfor de unge ofte reagere med oprør og modstand.

Kathrine Vitus Andersen, ph.d. stipendiat på Sociologisk Institut, Københavns Universitet, forskningsassistent på Socialforskningsinstituttet: Foredraget er baseret på ph.d.-afhandlingen: ”Problembørn, pædagoger og perkere – identitet og ambivalens i mødet mellem etniske minoritetsbørn og systemet”. Kathrine vil skitsere hvordan mødet mellem børn og pædagoger i den socialpædagogiske kriminalitetsforebyggende institution, ’Baglandet’, både rummer inklusion og eksklusion af børnene. Denne dobbelthed bl.a. har at gøre med paradoksale logikker og praktikker i institutionens virke, og med den ambivalente position institutionens etniske minoritetsbørn, indtager. Foredraget vil med empiriske eksempler belyse, hvordan der inden for disse institutionelle rammer muliggøres nogle og umuliggøres andre identiteter for børnene.

’KVINDER OG MÆND. OM FEMINISMENS MULIGE FORÆLDELSE OG BEHOVET FOR ANDERLEDES FORTÆLLINGER.’

d. 27. april 2005 kl. 19:30 på Sociologisk Institut, Øster Farimagsgade port 5 a, 1014 København K i lokale 1.1.18

Henning Bech, Professor ved Sociologisk Institut, Københavns Universitet fortæller om sin nye bog ’Kvinder og mænd’ (udgives Hans Reitzels Forlag april 2005). Bogen handler om nye og gamle fortællinger om bl.a. patriarkat, diskurs, ligestilling, forhandling, forsvinden, dekonstruktion, cyborg, queer, leg, pornografi, magtomvending, lidenskab, børn, spil, vilje, voldtægt og eksistens. Bogen præsenterer altså en bred vifte af teoretiske, empiriske og analytiske tilgange til studiet af kvinder og mænd; en analytisk øvelse, som Henning Bech argumenterer for som nødvendig, for at kunne forstå og indfange kompleksiteten i kønnenes forhold i dag.

EMPIRE

d. 8. december 2004 kl. 19:30 på Sociologisk Institut, Linnésgade 25 i lokale Salen

– Findes der en imperial civilisation?

V. Søren Christensen, lektor i almen etnologi

Et af de åbne spørgsmål i Hardts og Negris Empire er, i hvilket omfang og på hvilken måde deres begreb om ’Imperiet’ overskrider konventionelle forestillinger om en ’neo-liberal’ global orden. Foredraget vil diskutere dette spørgsmål ved at sætte fokus på et af de aspekter af Empire, der sjældent diskuteres, nemlig Hardts og Negris forestilling om Imperiet som en ny form for forvaltning af kulturelle forskelle. Imperiet fremtræder som en universel retsorden, der er konstitueret ikke blot af markedsøkonomi og menneskerettigheder, men også af en grænseløs kulturel mangfoldighed. Foredraget vil diskutere denne forestilling om en ny imperial pluralisme dels i forhold til nutidige fænomener som multi-kulturalisme og transnationalisme, dels i forhold til Hardts og Negris genealogi over Vestens historiske forvaltning af kulturel forskellighed siden renæssancen. Selv om foredraget også vil komme ind på sociologiske og filosofiske aspekter af Empire, vil der således primært blive anlagt en etnologisk synsvinkel på bogen.

LUHMANN OG ETIK

d. 17. november 2004 kl. 19:30 på Sociologisk Institut, Linnésgade 25 i lokale Salen

V. Steen Vallentin, PhD og adjunkt ved Institut for Ledelse, Politik og Filosofi, CBS, og Ole Bjerg, PhD-stipendiat ved Sociologisk Institut, KU

Spørgsmålet om etik er kildent i forhold til Luhmanns systemteori. I betragtning af, hvor meget Luhmann får sagt om alle mulige andre ting, siger han bemærkelsesværdigt lidt om etik. Ja det kan nærmest synes som en bevidst pointe for ham, at forblive stort set tavs omkring etikken. Alligevel synes spørgsmålet om etik ofte at trænge sig på i forhold til de problematikker, som systemteorien bringer på bane.

De to oplægsholdere repræsenterer to forskellige bud på, hvordan man kan nærme sig etikken vha. systemteorien. Steen Vallentin med udgangspunkt i sin afhandling om etiske investeringer, præsentere Luhmanns bud på en beskrivende, ikke-moraliserende moralsociologi. Ole Bjerg vil tale om sin afhandling Den mystiske etik – om at være til i det hyperdifferentierede samfund.

BOYBANDS OG TEENAGEPIGER

d. 3. november 2004 kl. 19:30 på Sociologisk Institut, Linnésgade 25 i lokale Salen

– Om skabelsen af kønsidentitet hos teenagepiger

V. Jakob Demant, forskningsmedarbejder, Sociologisk Institut og Charlottte Klinge-Christensen, Cand. Soc., Oure Idrætshøjskole

Jakob Demant Og Charlotte Klinge-Christensen stiller med undgangspunkt i bogen ”Boybands og teenagepiger” spørgsmål ved hvordan vi kan forstå skabelsen af kønsidentitet hos teenagepiger.

Med udgangspunkt i pigernes egne fortællinger skildres deres hverdagslige omgang med boyband-fænomenet såvel som deres oplevelser i forbindelse med koncerter og personlige møder med idolerne. Herigennem tegnes et billede af pigernes romantiske drømme og idealer – de pejlemærker som de agerer efter i deres forsøg på at skabe en kvindelig identitet. Oplægget fokuserer på diskussionen af, hvorvidt denne kønsidentitet er kvindelig i traditionel forstand eller hvorvidt og hvordan de unge piger tilføjer deres kvindelige strategier et nyt indhold. Derved stilles samtidig spørgsmål ved, om populærkulturelle fænomener som boybands er andet og mere end fordummende masseproducerede musikprodukter, som tager lytteren med på en rejse ind i ligegyldighedens univers og dermed afspejler en tendens i ungdomskulturen til forbrug af overfladiske fænomener?

LIVET I CAMP EDEN – EN KRITISK SAMFUNDSDIAGNOSE

d. 5. oktober 2004 kl. 19:30 på Sociologisk Institut, Linnésgade 25 i lokale Salen

Carsten Jensen har igennem en længere årrække markeret sig som en af de mest markante kritiske intellektuelle herhjemme. Han har på avisernes debatsider, gennem sine bøger og sin foredragsvirksomhed formået at løbende at reflektere over og kommentere på aktuelle temaer som politisk ideologi, danskhed, racisme, globalisering, EU, kritikkens muligheder og meget mere. Carstens Jensens oplæg vil tage udgangspunkt i hans nye bog Livet i Camp Eden, som bl.a. behandler danskheden som på én gang hyldest til oplysningen og afsky for viden, vores tendentielle ’populistiske selvtilstrækkelighed’, og det ideologiske tomrum, som Fogh-regeringen er blevet administratorer af. Oplægget vil også berøre demokratiets vilkår under globaliseringen, og den intellektuelle kritiks funktion.

RETSSIKKERHED SOM RATIONALITETSMYTE

d. 29. september 2004 kl. 19:30 på Sociologisk Institut, Linnésgade 25 i lokale Salen

– Det sociale klagesystem i institutions-etnografisk perspektiv

V. Turf Böcker Jakobsen, Ph.d., Socialforskningsinstituttet

Danmark har mere end 100 offentlige klageinstanser, som alle forventes at varetage borgernes retssikkerhed. Men hvad vil det i praksis sige? Hvad er det for et stykke arbejde, der finder sted inden for denne type institutioner, og med hvilke målsætninger for øje? På baggrund af etnografiske studier i forskellige dele af det sociale klagesystem undersøger Turf Böcker Jakobsen disse spørgsmål – og han tilbyder samtidig en institutionel forståelse af det stærkt mytologiserede retssikkerhedsbegreb.

I juni 2004 forsvarede Turf Böcker Jakobsen sin ph.d. afhandling Legitimitetens logik. Institutionelle dilemmaer i det sociale klagesystem ved Sociologisk Institut

RELIGION OG POLITIK

d. 8. september 2004 kl. 19:30 på Sociologisk Institut, Linnésgade 25 i lokale Salen

Anders Berg-Sørensen, vil på baggrund af sin ph.d.-afhandling, Paradiso-Diaspora. Reframing the Question of Religion in Politics, Institut for Statskundskab, KU, 2004 tale om sekularisme og post-sekulær tænkning. Manni Crone vil tale om forholdet mellem islam og politik i dag med udgangspunkt i sit aktuelle arbejde med emnet.

MARXSIMENS DØD OG MULIGE REVIVAL?

d. 3. marts 2004 kl. 19:30 på Sociologisk Institut, Øster Farimagsgade port 5 a, 1014 København K i lokale 1.1.18

John Andersen, professor på Forvaltning, Roskilde Universitetscenter, og Peter Nielsen, adjunkt, Roskilde Universitetscenter:
Efter at have nydt en stærkt dominerende position indenfor samfundsvidenskaberne gennem 1960’erne og 1970’erne blev marxismen pludselig stærkt marginaliseret fra starten af 1980’erne. Hvorfor skete dette opbrud? Hvad er der tilbage af marxismen, som er frugbart i dag? Er marxismen ved at opleve en revival, og hvordan? Dette er nogle af de spørgsmål, som vil blive behandlet på denne debat-aften.